Ræs til grænsen!

... og lige lidt over til Fleggård, nu vi var der :-)

Onsdag d. 27. oktober holdt DASU (Dansk Automobilsports Union?) åbent hus på banen i Padborg (tak til Brian for at holde øjnene åbne og lave arrangementerne).  Brian, Anders, Søren, Lars og Ole tog afsted i den årle morgen for at være med på eftermiddagsholdet. For en sikkerheds skyld to vi afsted i to biler, alle havde vist fået indkøbssedler med hjemmefra.

Vel fremme i det regnvåde sønderjylland fik vi en kort introduktion til 'færdselsreglerne' og bilerne.  Formel Ford har været springbrædt for mange kendte kørere til andre formel klasser. Bilerne har typisk 170 HK, og med en vægt på under 500 kg giver det en accelleration 0-100km/t på 4 sekunder, når man ellers har lært at betjene sådan en raket rigtigt.

Vi fik at vide, at koblingen virkede meget kontant, og der skulle fiiiiiles til den store guldmedaille bare for at komme igang. Det skulle vise sig at være rigtigt, og næsten alle havde deres problemer med at koble til uden motoren døde. Det var specielt kriminelt da det kun er strøm til tre startforsøg på det bette batteri. Samtidigt er konstruktionen sådan, at generatoren drives af bagakslen (ikke motoren som i normale biler!), derfor bliver der ikke ladet før bilen bevæger sig. Og så endda ikke ret meget.

Udvælgelsen af kørere til bilerne foregik efter højde og drøjde; man skulle gerne kunne passe ned i det lille hul der er lavet midt i bilen.

 Medens vore "mekanikere" gik i gang med at lave den sidste klargøring kunne vi nyde stemningen i pitten. På billedet ses Niels-Ejnar Rytter i gang med at justere sikkerhedsselen så den kunne nå rundt om min mave. Jeg må (med en vis glæde) konstatere at jeg ikke har 'racermave'. Niels-Ejnar ejer nr.49 og kører selv race i denne klasse med pæne placeringer i top 10. Alle bilejerne stiller deres egen racer til rådighed til dette arrangement og bruger hele deres onsdag på banen mod et mindre vederlag.

 Der er ikke meget overflødig plads eller komfort i sådan en maskine. Gearstangen sidder til højrehånden, og er et almindeligt H-gear med 4 fremadrettede gear. Pedalerne er nogle små pinde, der sidder ude i næsen, og det er lidt af en gymnastisk øvelse at få fødderne derud med strakte ben, mens man med armene sænker sig ned i sædet. Små racer sko er obligatorisk, jeg prøvede med mine almindelige gummisko, der har virket fint til gokart, men det var helt umuligt. Man kunne ikke træde på speederen uden at træde på bremsen også. Derefter er det på med seks-punkt-selen, og den sidste anelse af komfort forsvinder, når mekanikeren strammer skulderselerne med sadistisk grundighed. Nogle beder endda føreren tale til dem mens selerne bliver strammet, så de kan høre hvornår de er ok. Med rattet på plads er der kun en on/off kontakt og en startknap at bekymre sig om. Derudover kan man skele til omdrejningstælleren hvis man har tid ude på banen.  Der er ikke megen plads til at flytte hånden fra rattet til gearet, så man skal ikke have for tykke handsker på, fandt jeg ud af.



Affjedringen er et studie for sig. Ved et sindrigt vippebeslag bliver den op og nedadgående bevægelse omdannet til frem og tilbage bevægelse, så fjedre og støddæmpere kan ligge på langs i den spidse snude. Selv en justerbar torsionsstang er der blevet plads til allerforrest .

Med alt justeret var det tid til at komme ud på de første omgange, først efter pacecar og derefter fri kørsel. Regnen silede stadig ned, og alle kørte forsigtigt. Vi havde set hvad der skete med første hold: en af kørerme nåede ikke en hel omgang før han parkerede i barrieren.

Vi var alle enige om, at det skulle vi ikke. Vi var kommet for at køre. Og det blev der, stille og forsigtigt. Meen, efter at have listet ind på banen og gennem de to første sving, skulle jeg alligevel lige prøve hvad den motor kunne, så jeg trådte forsigtigt på speederen, syntes jeg. Men det må have vækket alle hestene bag mig, for pludseligt sparkede de alle mig i ryggen, og jeg knaldede hjelmen bagud i styrtbøjlen. Det øjeblik var hele turen værd, jeg har aldrig siddet i noget der kunne flytte sig på den måde! 

Der må også have været andre, der var kommet til at røre ved speederen, for ret hurtigt blev der både flere gule flag og et rødt.   I andet kørepas var regnen tiltaget så meget, at jeg havde svært ved at holde briller og visir dugfri. Her er jeg i pit for at prøve at køre uden briller.

Efter en omgang måtte jeg dog sande, at jeg ikke ser godt nok til det, så jeg valgte at afbryde for denne gang. Det var lykkedes mig at køre en gul cone ned ved indgangen til pitlane, jeg kunne simpelthen ikke se den ud gennem det ostevindue, jeg havde monteret på hjelmen.
Jeg er sikker på Niels-Ejnar åndede lettet op, da jeg bragte bilen helskindet hjem. En lille søgning på motorsporten.dk viste at det gør han ikke altid selv:

Efter kørslen var der tid til gruppebillede (smart af Brian at medbringe sin søn som fotograf).

Hele denne event havde tiltrukket en del notabiliteter, som fulgte intenst med hele dagen. Jeg lagde mærke til John Nielsen og den nykårede verdensmester i Formel Ford, Dennis Lind, som også tiltrak sig de fleste tvkameraer. TV2 arrangerede en sprint udfordring mellem studieværten og Dennis. Gæt hvem der vandt!

Det var alt i alt noget at det sjoveste man lovligt kan foretage sig på en onsdag i Danmark, og jeg håber der bliver arrangeret et tørvejrs løb engang i fremtiden.

Turen gik videre gennem Padborg og til Fleggårds indkøbsparadis, så det var hele to ting på en dag jeg aldrig havde prøvet før. Der er vildt!